Ecuador

Farvel Colombia 

Den 29. september blev vi noed til at sige farvel til dejlige Colombia og rejse mod graensen. Der var en 16 timers busstur i vente.. Hvad vi ikke vidste paa det tidspunkt var at hele afrejsen fra Manizales til Quito i Ecuador kom til at tage 30 timer.... Pyyyha! 

I den colombianske graenseby Ipiales smed vi de store tasker i busterminalen og tog en colectivo til kirken Las Lajas, som vi havde set frem til at se. 

Las Lajas Cathedral

Minde og takke tavler var hammeret ind i muren hele vejen ned til  Katedralen.

Las Lajas

Inde i kirken kunne man var bagvaeggen  bjergets klippeside.

Ved graensen fik vi et stempel paa den colombianske side for derefter at modtage et klap paa skulderen af en politi betjent paa den ecuadorianske side: "Beinvenida Dinamarca!"

Til vores bekymring var visum kontorets system gaaet ned og udskrev i tidsrummet hvor vi stod i en lang koe kun 10 dages opholdstilladelse. Overraskende nok moedte vi en anden dansker ved graensen - han havde rejst som backpacker i Sydamerika i et halvt aar og havde boet i Quito de sidste tre aar hvor hans nu var ved at faerdiggoere sin master i sociologi. Han proevede at berolige os med at vi kunne faa forlaenget vores visum i Quito, saa vi ikke behoevede at tage tilbage til den Colombianske graense igen dagen efter. Men vi var nu alligevel aergelige over det.... HELDIGVIS kom systemet op og koere igen lige foer det blev vores tur. Dog sagde de at systemet kun ville koere i en time, men vi fik vores stempel og kunne toerre sveden af panden.

Efter syv timers bustur fra Tulcan, graense byen i Ecuador til hovedstaden Quito - kunne vi foralvor maerke den lange afrejse. Saa vi faldt soevninge om paa hostalet Casa Bambu.

Quito

Hoejt oppe snor Quito sig 50 km mellem bjergene - byen kan ikke maale sig med Bogotá, men den vil alligevel svare til at vaere lige saa lang som straekningen fra Hirtshals til Aalborg! Quito har man valgt at dele op i en ny og gammel bydel - vi bor midt i mellem med udsigt ud over den stoerste del af byen (helt fantastisk!).

Det er ikke udmiddelbart til se forskellen mellem Colombia og Ecuador, vi har kun maerket storby -snoppethed og at de udviklingsmaessigt ogsaa er langt bagefter Danmark og at priser paa en del ting er naesten lig dem der hjemme (meget er endda dyrere). Dog er det ogsaa her billigt at gaa i biografen ;)

Vores dage i Quito

Quito

Paa besoeg i praesident boligen

Kunst akadami

Basilikaen

Vulkanroeg, regn og ondt i alle lemmer!

 Hvem havde nogensinde forestillet sig at Frederik skulle overleve 13 timer paa en hest - IKKE MIG!

At jeg selv overlevede synes jeg ogsaa var ret imponerende. 

Vi ville gerne opleve at galopere i fuld fart frem i den Ecuadorianske natur - saa vi gjorde droemmen til virkelighed, ved at booke en todages ridetur til den stoerste aktive vulkan i verden - Cotopaxi.

(Jeg ved hvad du taenker Karina soes - "Det har i ikke faaet lov til"! ;) )

I Quito blev vi samlet op af en aeldre cowboy, Gabriel i hans Range Rover. Og sammen med to andre "heste piger" (you can just tell) fra henholdsvis England og Wales koerte vi forventningsfulde til Hacienda La Alegria. En hundrede aar gammel, smuk familiedrevet gaard, som laa lidt uden for Quito. Gabriel forstod at goere business med alt - lige fra at arrangere ture paa heste, udleje hans villa som eksklusiv farm-overnatning, til at drive malke kvaeg, udnytte hans lamaers uld, tjene penge paa hanekampe (puha) og lave opvisninger med tyrefaegtning. 

Ikke nok med det, var Gabriel baade venlig og omsorgsfuld - det vidste sig ogsaa at hans bror for 40 aar siden havde vaeret paa Landbrughoejskolen i Odense - og kunne stadigvaek baade forstaa og tale en smule dansk. 

Yeeee Haaa!

Efter en fantastisk morgenmad paa det idylliske landsted blev det tid til at faa rideudstyret paa og saa en hest mellem benene - Samson (Rikkes hest) og El Cid (Frederiks hest). 

Efter kort rideundervisning gik det over "stok og sten" eller "floder og bjerge" igennem sol og regn mod Cotopaxi. Naturen var helt fantastisk og lige som vi havde droemt om...  men i den ottende time paa en hesteryg er man ved at vaere godt traet og ens lemmer er blevet totalt gennembanket, saa vi jublede naesten da vi saa hytten i som vi skulle overnatte i. Vi havde endnu ikke set synet af Cotopaxi...

Vi kom ind i den dejlige hytte hvor de havde taendt op i pejsen, skoent at komme af det vaade toej og komme i et sindsygt skoldende varmt bad...

Rikke lider, som vi i forvejen vidste fra vores besoeg paa bjerget i Colombia, af en lidt alvorlig grad af hoejdesyge og hun kan ikke li smagen af mirakelmidlet coca te (jah det er de blade man laver kokain af) saa hun er godt svimmel og griner af maerkelige ting oppe i hoejderne. Dette medfoerte desvaerre ogsa at Rikke ikke kunne spise sin mad (med undtagelse af et par mundfulde); en dejlig moer oksesteak med tilbehoer.

- og ja det var Rikke der IKKE kunne spise STEAK! Derpaa var det paa hovedet i seng.

Da vi vaagnede (eller da Rikke vaagnede) mega tidligt fordi et par sorte helvedes fugle forsoegte at hoppe igennem den tykke glasrude (bump, bump, KLASK!) faldt Rikkes kaebe helt ned om skulderne, skyerne var drevet vaek og lige ud for vores vindue taarnede Cotopaxi sig op i himlen med sine overvaeldende naesten 6000 meter over havets overflade. Frederik gav sit bedste forsoeg paa at agere vaagen og hans smadrede lemmer gav efter under ham...

Efter en laekker morgenmad var det op paa sadlen igen, (AV!) fem timers ridt i ét straek! (dobbelt AV!!!) og vi var hjemme paa haciendaen igen. Vi slugte den tre retters menu med velbehag og tog tilbage til Quito igen.

Galapagos

Fredag d. 7 flyver vi fra Quito til Santa Cruz paa Galapagos - Det bliver FEDT!!
Vi ses saa laenge :)